lørdag den 19. marts 2011

Le Train Jaune





Klokken 06.00 bippede min alarm - tid til en ny dag med nye oplevelser i det franske. Jeg nærmest sprang ud af sengen, for dagens program var en tur med "Le Train Jaune" - Det Gule Tog :). Og det har jeg glædet mig til i lang tid. Vi startede med at tage bussen ind til Centre Ville i Perpignan, og så gik ved ned til banegården. Her tog vi så et tog videre til Villefranche - Herfra kørte det gule tog kl. lidt i 9. Turen tog ca. 3 timer - hvor vi kørte helt oppe i bjergene :) Som i måske kan fornemme på billederne, var det en fantastisk flot tur, og vi kom faktisk helt derop, hvor der stadig lå lidt sne. Turen endte i Latour-de-Carol, som ligger 133 km fra Perpignan - så vi var langt væk hjemmefra.

Vi havde købt en aller-retour billet for 10 euro, så vi skulle altså kunne komme hjem fra endestationen igen. Det viser sig, da vi kommer ind på banegården, at det første tog vi kan komme med hjem er tre timer senere! What? Vi er ude midt i ingenting - helt derude hvor kragerne ikke engang kommer! Der er absolut INTET at give sig til! Men der er pænt med store, snefyldte bjerge, uanset hvor man kigger hen - så vi fatter mod. 1 euro bussen kører også fra byen - og den skulle komme allerede et kvarter senere - YES! Det er da heldigt! Eller... Der kom aldrig nogen bus. Vi ventede og ventede og ventede lidt mere.. men der kom ikke nogen bus til Perpignan. Nåh jamen, så må vi jo vente de skide 3 timer på at vi kan komme til Villefranche - og derfra videre til Perpignan. Vi blev enige om, at det ikke kunne tage mere end 1 time for et normalt tog at køre dertil, så vi ventede da bare.

5 minutter inden toget skal til at køre, går det op for os, at det eneste tog, der kører i den retning er Det Gule Tog. Godt nok er ruten flot, men det betyder, at det nu ikke tager 1 time at komme til Villefranche, men 3! Ak! Lettere slukøret sætter vi os ind i toget og tilbringer de næste tre timer i selskab med bjergene igen. Vi ankom sultne (vi anede ikke at dagens udflugt skulle blive SÅ lang) og trætte til Villefranche, hvor vi skulle vente en halv time på toget til Perpignan. Da kl. slår 20.15 ankommer vi til kollegiet - det blev en meget lang dag, hvor vores tålmodighed igen blev sat på prøve. Aftenens bytur er blevet aflyst pga. træthed - og er blevet skiftet ud med en pose chips og en film på compen.

Det har helt sikkert været en dejlig dag - og en oplevelse jeg ikke vil være foruden! Men jeg har set bjerge nok for i dag!

I morgen står dagen på lektier, lektier og lektier. Der er en aflevering, der skal laves til på tirsdag og så har vi en mundtlig prøve, der helst gerne må gå bare lidt godt på onsdag. Der er nok at give sig til.


P.S. Jeg har fået en magnet med Det Gule Tog til min samling :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar